Sådan passer du godt på dine tænder

Det er utrolig vigtigt, at du allerede tidligt i livet lærer at passe godt på dine tænder. Som tiden og årene går, bliver danskerne generelt dårligere og dårligere til at prioritere tandlægebesøg grundet tandlægeskræk, samt at det kan blive en dyr affære.

Sandheden er dog, at jo oftere du besøger tandlægen, jo mindre bliver chancen for at du går derfra med en skyhøj regning, som du ikke kan betale. Det handler i høj grad om at gøre tandlægebesøget til en fast årlig eller halvårlig rutine. Men hvordan takler man tandlægeskræk, og hvad kan du selv gøre for at holde dine tænder sunde? Læs videre og bliv meget klogere på dette.

Danskernes 4 dårlige vaner

Du har med garanti hørt det før, nemlig det obligatoriske spørgsmål fra tandlægen: ”husker du at bruge tandtråd?”. Denne artikel vil ikke minde dig om at bruge tandtråd og børste dine tænder to gange dagligt, for dette er ikke ny viden for dig. I stedet kan du læse om, hvilke faldgruber du skal undgå:

Morgenmaden: Rigtig mange danskere spiser meget sukkerholdige morgenmadsprodukter – det er ofte dem, du hælder mælk på og serverer for dine børn. Dette er hverken godt for dit energiniveau, din start på dagen eller for dine tænder. Vælg i stedet eksempelvis havregryn og pift retten op med frugt eller lidt honning, hvis du mangler lidt sødme i de tidlige morgentimer.

Kaffe og the: Problemet med disse varme drikke er, at de bliver siddende på tænderne og gør dem gule. Det er specielt vanskeligt, hvis du også drikker kaffe og the i løbet af arbejdsdagen. Det kan være svært at droppe de koffeinholdige drikke, så du kan hjælpe dine tænder godt på vej ved at drikke et glas vand efterfølgende, der ’renser’ munden.

Take away til frokost: Hvis du ofte vælger den hurtige frokostløsning, når du er på farten eller på arbejde, kan du gøre klogt i at tage en madpakke med hjemmefra i stedet for. Mange  sandwiches er nemlig fyldt med sukker for at forbedre smagen, hvilket kan give huller i tænderne.

Smoothie og juice: Selvom det er en populær og sund drikke, er frugtsyren ikke god for dine tænder, samtidig med at sukkeret fra frugterne spiller en mere dominerende rolle, når frugterne bliver presset. Hvis du absolut ikke kan undvære en smoothie om morgenen, kan du som et lille plaster på såret finde et sugerør frem, da dine tænder vil blive skånet betydeligt.

Tandlægeskræk

Hvis du lider af tandlægeskræk kan det være en stor udfordring at komme afsted til tandlæge – ja, bare at ringe og bestille tid får sveden til at løbe ned af ryggen på dig. Der er heldigvis håb forude, og du kan læse meget mere om behandling af tandlægeskræk i København, så dine tænder vil få en så lang levetid som overhovedet muligt.